Kundecase: Bornholms Tidende

”Vigtigt at vi har tele-leverandøren tæt på”

Bornholms Tidende er i 2023 skiftet over på telefonsystem og fibernet leveret af IPhouse og Telavox. Både mere brugervenlig og markant billigere i drift end den gamle løsning.

Når det er fem minutter i deadline, og journalisten lige skal have et sidste citat hevet hjem, er det altafgørende at have et telefonsystem, du kan stole på. Og hvor du kan optage og gemme samtalen.

Sådan er det også på Bornholms Tidende, som i 2023 er skiftet til et telefonsystem leveret af IPhouse og Telavox og til fibernet leveret af IPhouse og Bornfiber. En løsning, der både er mere brugervenlig og markant billigere i drift end den gamle.

”Et af vores første krav var, at vi ville have en sikker optagefunktion på telefonerne, så vores ca. 15 journalister kan koncentrere sig om interviewet og ikke behøver at tage notater, mens de taler med kilden. Når de har lagt på, kan de kalde optagelsen frem på deres computer og skrive deres artikel færdig. Og skulle kilden føle sig fejlciteret, kan vi altid gå tilbage og bruge optagelsen som dokumentation”, forklarer Kim Eland, økonomichef og adm. direktør på Bornholms Tidende.

Lokal nærhed er afgørende

Andre krav fra avishuset var at få en mere brugervenlig løsning end den, de havde før. Men også at leverandøren skulle være lokalt forankret.

”Vores tidligere leverandør lukkede deres erhvervscenter i Rønne, men da IPhouse samtidig åbnede en ny afdeling her, var det oplagt at høre, om de kunne levere det, vi havde brug for.”

”Det betyder en del for os at have den nærhed, selv om meget i dag klares på distancen. Sådan har andre det også, ved jeg. Nogle gange er det bare nemmere, hvis de lige kan kigge forbi. Og IPhouse er faktisk flinke til at komme ind for at følge op på tingene og foreslå smartere måder at bruge det på”, bemærker Kim Eland.

Smertefrit skift – og langt billigere

De første måneders erfaringer med det nye system er positive for de 35 brugere i huset. Det er mere fleksibelt end det gamle, hvor nogle brugte IP-telefoner. Nu er alle på mobil med app og headset. Receptionen bruger softphone – en app på computeren, der fungerer på helt samme måde som en smartphone og derfor nem at lære at bruge.

Efter en kort tilvænning er der enighed om, at det nye er langt mere brugervenligt end det gamle.

”Overgangen til det nye er gået ret smertefrit. Det var godt forberedt både fra vores side og leverandørens. Vi satte en dato, hvor vi ville skifte fra det gamle system om morgenen, og så underviste IPhouse om formiddagen vores medarbejdere i at bruge det. Siden har vi ønsket nogle få tilretninger, og det har de løst med det samme. Deres support er hurtig og med fin service”, siger Kim Eland og tilføjer:

”Det er en god oplevelse med ny leverandør og ny telefoniløsning. Og som økonomichef kan jeg jo rigtig godt lide, at abonnementet her er markant billigere, faktisk cirka 50 procent, end det gamle – og uden binding. På årsbasis er det op mod 125.000 kr., vi sparer. Det er da en forskel, der vil noget.”

Kort om Bornholm Tidende

Øens eneste dagblad

  • Eneste dagblad på Bornholm, grundlagt i 1866
  • Dagligt antal læsere ca. 19.000 (Bornholm har ca. 40.000 indbyggere)
  • Udgiver også magasinet Denne Uges Bornholm 22 gange årligt, primært målrettet øens mange turister

Enkel telefoni

  • En hostet telefoniløsning baseret på Telavox’ telefoniplatform.
  • Muligt at blande alle teknologier, herunder mobil- og IP-telefoner, Microsoft Teams mv.
  • Løsningen er installeret og drives af IPhouse med 24/7 support.